Atelier Kvium

Atelier Kvium

Transformation af staldbygning til kunstneratelier

Beliggenhed

Sydsjælland

Status

Opført i 2025

Arkitekt

Martin Schack

Fotos

Niels Nygaard

En dagslysmaskine
Essensen af Atelier Kvium er at designe optimale rammer for en dedikeret og passioneret kunstmaler. Her spiller dagslyset en helt central rolle, så hvert penselstrøg og hvert pigment – på både store og små lærreder – står tydeligt frem. Hvor arkitekturen orkestrerer et smukt og funktionelt dagslys.

Det store hovedrum er gennemstrømmet af dagslys fra tagets ovenlysvinduer med kig til himlen. Samtidig er der integreret specialdesignede LED-lys bånd i loftet, som supplerer og sikrer et diffust lys med dagslyskvalitet og volumen på mørke dage og aftener. Som kunstmaler er det diffuse himmellys væsentlig for at sikre bedst mulig farvegengivelse og mulighed for at se og male selv de mindste detaljer.

Et studie i rum
Atelieret rummer et landskab af rumligheder, der på hver sin måde opmærksomt understøtter kunstnerens metier. Det store atelierrum med højt til loftet kontrasteres af to store træbokse i hver ende af atelieret – begge beklædt i fyrretræ.

De to træbokse lyser op i hver sin ende af det store hovedrum. Via to trappeløb er der adgang til førstesalen. Træboksene rummer bl.a. opbevaring af lærreder, grovværksted og penselrum, kontorpladser samt adgang til en tagterrasse og en lille gangbro, der skaber forbindelse til tegnestuelokalerne i nabobygningen. Som en teatralsk udånding skaber træboksene fordybelseslommer til kunstnerens kreativitet.

I atelierets hovedrum er to funktionelle malervægge, der delvist kan skydes til side. Den største væg måler 22 x 5,5 meter. Som to hvide skiver kører de på et skinnesystem og giver kunstneren optimale flader til hans ofte gigantiske lærreder. Når begge malervæggen køres til side, er der kig på tværs af rummet til engen udenfor.

Atelier Kvium
Atelier Kvium

Eksteriøret
Bygningens ydre trækker smukke tråde tilbage i tiden. De historiske kampestensmure er nænsomt renoveret, og placeringen af staldvinduerne er bevaret. Der er indsat nye vinduer i historisk stil. Træbeklædningen er en kopi af den oprindelige en-på-to-bræddebeklædning, rødmalet i den originale farve fundet på stedet. Også spærene er profileret tro mod den oprindelige form, imens det store saddeltag mimer det oprindelige bliktag.

Atelier Kvium

Nordgavlen
NordgavlenNordgavlen fortolker husets funktion som dagslysmaskine med et stort vinduesparti, hvor de bagvedliggende brædder delvist er fjernet. Derved strømmer dagslyset ind, og der åbnes for udsigten til det omkringliggende landskab. Gavlen integrerer samtidig to glaspartier samt en portåbning, hvor store kunstværker kan bringes ind og ud.

Transformationen af den tidligere staldbygning til kunstneratelier er gennemført med stor respekt for historien og med indsigt i kunstnerens arbejde. Samtidig står den bevaringsværdige ydre facade i fin kontrast til den moderne ‘daglysmaskine’ i interiøret.

Atelier Kvium
Martin Schack

Har du spørgsmål, en idé eller et projekt, du vil drøfte? Hos Schack Arkitektur tager vi altid en uforpligtende snak om mulighederne.

Om os